Værd at vide
Det gule Sygesikringsbevis/Det blå Sygesikringsbevis
Bemærk nye regler for den offentlige rejsesygesikring pr. 1.08.2008!
De nye regler byder på to væsentlige ændringer:
1) Dækningsområdet ændres, så en række lande ikke længere vil være omfattet af rejsesygesikringen.
2) Dækning af hjemtransport bortfalder, med undtagelse af hjemtransport fra Grønland og Færøerne. Der gælder særlige regler for Norge, Sverige, Island og Finland, hvor Det gule Sygesikringsbevis på grund af en særlig aftale er gældende som tidligere, dvs. inklusiv merudgifter til hjemtransport.
SOS International a/s administrerer rejsesygesikringen på vegne af den offentlige sygesikring. I tilfælde af alvorlig sygdom og ulykkestilfælde skal man derfor kontakte
SOS alarmcentral på +45 7010 7510.
Det blå EU-sygesikringsbevis kan være relevant at medbringe på rejser i EU, hvis man skal være væk mere end 30 dage, hvis man har en kronisk sygdom eller hvis formålet med rejsen ikke er ferie.
Forsikring
Skole-/Ungdomsrejseforsikring Målrettet grupper af børn og unge, der sammen med lærere eller andre voksne skal på en skole- eller ungdomsrejse. Er I minimum 10 børn og unge under 26 år samt lærere og gruppeledere, der skal af sted op til 30 dage inden for Europa, så anbefaler Europæiske denne type forsikring.
De vigtigste fordele for skole-/ungdomsgruppen er sygeledsagelse af personer til eller i udlandet, tilkaldelse af personer til udlandet, betalt hjemtransport ved sygdom eller skade samt hjemkaldelse ved sygdom i den nærmeste familie.
Ca. pris: 30-40 kr. pr. person
Pr. 1.12.2012 dækker skole-/ungdomsrejseforsikringen ikke skirejser. Herefter anbefales det at tegne en 112-rejseforsikring.
Ring efter nærmere oplysninger!
Afbestillingsforsikring Denne forsikring dækker dine udgifter, hvis du er nødt til at afbestille din rejse pga. akut sygdom, død eller tilskadekomst for rejsende, der betaler individuelt i gruppen. Bemærk, at afbestillingsforsikringen ikke er en fortrydelsesforsikring, hvis rejsedeltageren fortryder sin tilmelding til rejsen. Hvis I er mere end 10 personer, der tegner forsikringen, er prisen 4% af rejsens pris.
Pas
Til nogle lande kræves pas, der som minimum er gyldigt i den periode, I rejser. Andre lande kræver, at passet skal være gyldigt i mindst 6 måneder efter forventet hjemrejsedato, for at give tilladelse til at rejse ind i landet. Hvis passet ikke er i orden, kan du blive afvist og nægtet indrejse i landet.
Vær opmærksom på eventuelle rejsende med en udenlandsk baggrund, hvor der kan være andre regler.
Visum
Nogle lande kræver visum af alle indrejsende, mens andre landes visumkrav bl.a. afhænger af varigheden af opholdet, hvilket land du rejser fra og formål med rejsen. Hvis dine visumforhold ikke er i orden, kan du blive nægtet indrejse i landet.
Husk, samme navn i pas og papirer
Det er altid vigtigt, at der står nøjagtigt samme navn i pas, visum, rejsebilletter og f.eks. rejsechecks. Vær opmærksom på dette i relation til mellemnavne, navneforandring m.v.
Vær opmærksom på eventuelle rejsende med en udenlandsk baggrund, hvor der kan være andre regler.